søndag den 30. december 2012

Sundt sødt i januar #1 - Commitment

Inspireret af denne artikel, er her de vigtigste punkter og forudsætninger for at få nytårsforsætter, der holder:

1. Sørg for at vælge ét enkelt mål

2. Lav målet præcist, realistisk og målbart (brug gerne hvad, hvordan, hvornår, hvor længe og HVORFOR (hvilken følelse giver det dig))

3. Fremsæt dit mål positivt og hen-imod drømmen i stedet for væk-fra (den dårlige samvittighed)

4. Forpligt dig overfor andre - halvdelen af succesen handler om at sige det højt, så du har nogle at føle dig ansvarlig overfor

Jeg har defineret mit mål. Det er ét enkelt mål. Det er præcist, realistisk, målbart og positivt;

I januar spiser jeg kun sundt sødt.

Og dét at forpligte sig overfor andre, er ganske enkelt EFFEKTIVT. 
Du får handlet langt mere, end hvis du bare har lavet en aftale med dig selv (der kan jo så hurtigt komme andre ting i vejen, der pludselig er meget vigtigere... :o) ! )

Vil du være med til kun at spise sundt sødt i jaunar? 
Så find opslaget på min Facebook side og sæt et tegn i kommentarfeltet. Er du ikke på Facebook eller ønsker du at være anonym, så send mig en mail på info@janeryberg.dk med teksten "I januar spiser jeg kun sundt sødt" i emnelinjen.

Jeg vil løbende komme med inspiration og idéer til sundt sødt, og tips til at holde blodsukkeret stabilt.

Er du med? Kun sundt sødt i hele januar? Og altså ingen skod-sukker, der frarøver din krop en masse energi og godt humør, tærer på kroppens kalk-lagre, og giver ekstra kilo på mave, lår, sideben og numse :-)

Du er velkommen til at skyde nytåret igang ved at passe godt på dig selv!

lørdag den 10. november 2012

Hindbær-marcipan

Dette er en fantastisk opskrift, hvis jeg selv skal sige det ;). Let og hurtigt at lave - og kombinationen af hindbær og marcipan er bare helt enestående og rent guf for ganen. 

Opskriften er fra min jule e-bog Sund December (fra 2011) men den tåler helt sikkert at blive spist året rundt.  

Opskriften i jule e-bogen er således: 

HINDBÆR MARCIPAN
50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
1 spsk. æblemos
1 spsk. agavesirup
100 g. chokolade

Hindbærrene overhældes med kogende vand igennem en si. Mos dem med en ske og lad dem dryppe godt af for væske. Smelt kokosolie ved svag varme og lad det køle helt af. Mal de hele mandler til mandelmel i en kaffekværn og tilsæt æblemos og agavesirup, så det bliver til marcipan. Marcipanen blandes godt med kokosolie og hindbærrene til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. 



Men ak ja, som tiden går - får man jo andre, bedre eller nemmere idéer...

Ja, det eneste konstante ER forandring - og det må jeg være noget så enig i, selvom det er forvirrende ad H til...og til tider irriterende... :o/...og alligevel interessant og spændende.

Opskriften nedenfor er MEGET nemmere, og måske endda også lidt sundere, da den udelukkende er sødet med naturens sødme fra dadlerne. Altså ingen agavesirup, som meget nemt kan have lidt overlast i produktionen, medmindre du anskaffer dig en virkelig god kvalitet, som f.eks. denne!

Så nu bruger jeg for det meste denne opskrift, og specielt hvis jeg er løbet tør for kvalitets agavesiruppen:

HINDBÆR MARCIPAN (lettere udgave)

50 g. hindbær (optøet)
1 stor spsk. kokosolie
100 g. hele mandler
3 medjoul dadler
100 g. chokolade

Hindbærrene optøes. Mandlerne males til mel i en kaffekværn. Hindbær, mandelmel, dadler og kokosolie æltes godt sammen til en ensartet masse. Stil massen i køleskabet eller fryser ½-1 time, så er de nemmere at trille. Smelt chokolade over vandbad og tril små kugler, som dyppes heri. Rul evt. kuglerne i kokosmel eller finthakkede mandler og sæt dem på bagepapir, indtil chokoladen er størknet. Opbevares på køl.


Prøv dem - du vil ikke blive skuffet! 
Jeg glæder mig til at høre, hvad du mener om dem :-)


tirsdag den 16. oktober 2012

Kakao-marcipan-lakridskugler

Havde ofte tænkt på, at jeg snart måtte se at få afprøvet stødt lakridsrod i mine kakao-kugler - men ak det var blot blevet ved tanken.... Lige indtil en kær veninde af mig spurgte, om jeg ikke snart "udviklede" en opskrift med lakrids og chokolade... Det er alletiders kombi!

...og så vupti - så kom den :-) (kender du det, at der nogengange liiiige skal et ekstra skub til...?!)






















Dette skal du bruge:
1 dl. mandler m. skal
2 tsk. honning
3 medjoul dadler
1 spsk. kokosmel
1 spsk. raw kakaopulver
1 stor spsk. kokosolie
1-2 tsk. stødt lakridsrodspulver
Evt. 50 g. mørk chokolade

Mandlerne kværnes til helt fint mel i en kaffekværn. (gem en lille bitte smule mandelmel, hvis du vil rulle kuglerne i chokolade til sidst). Tilsæt herefter alle ingredienser og brug så hænderne til at mase det hele godt sammen, så det bliver til en stor klump. Har du svært ved at samle det, eller virker det for tørt, så tilsæt lidt mere kokosolie.

Så skal der trilles kugler i mundrette størrelser. Vil du gøre lidt ekstra ud af dem, kan du vende dem i chokolade smeltet over vandbad og trille dem i lakridsrod blandet med lidt af mandelmelet.... Men det behøver slet ikke - de er fine og fantastiske akkurat som de er!
Opbevares på køl - og nydes kølige...

Jeg er spændt på, om du kan smage marcipanen i dem?? Eller er det bare mig, der allerede har jul på hjernen ;-)...?

Lakrids og chokolade er en helt igennem skøn kombination og smager helt himmelsk....
Næste projekt må blive ovnristede mandler vendt i chokolade og lakridsrod.... præcis som Johan Bülow eller Summerbird's... Mums!

Forresten så er lakridsrod bakteriedræbende, immunstyrkende og opkvikkende - så hvad venter du på? (vær dog varsom med lakridsrod, hvis du har for højt blodtryk)


torsdag den 11. oktober 2012

Delmål 8 af 12 - et (h)vidunderligt løg!

Så kan efteråret og vinteren bare komme an! Jeg er nemlig klar med immunstyrkende bowlingekugler.

Jeg er simpelthen vild med og besat af at bruge maden og naturen som forebyggende og helbredende værktøj. 
Ikke så meget i pille- og pulverform, men mere den helt NATURLIGE mad - ligesom den er skabt til at være - og vi er skabt til at spise.






















Dette delmål skal handle om det vidunderlige hvidløg - som både smags- og helbredsmæssigt er en af de helt store trumfkort i køkkenet og husapoteket.

Delmål nr. 8 

HVAD skal der ske?:
Jeg vil spise mange flere hvidløg, og fløjte på hvis jeg dufter eller stinker af det...
Mere præcist skal der indtages 3-5 fed pr. gang. (afhængig af størrelse)


HVORFOR nu det?
Hvidløg har SÅ mange sundhedsmæssige fordele og helbredende egenskaber, at det betragtes som et alsidigt vidundermiddel - et “wonder drug”, et naturens penicillin!. Det har ry for at forhindre alt fra almindelig forkølelse og influenza til pest! Bakterier falder simpelthen som kegler, når de møder hvidløget!. Foruden sine store antibakterielle stoffer har det også et højt indhold af A, B og C-vitaminer og selen. Endvidere menes det, at hvidløg kan sænke blodtrykket og kolesterol, forebygge og bekæmpe kræft og give bedre humør og energi,  

HVORDAN gøres det?
Meget simpelt, så skræller jeg de 3-5 hvidløgsfed og skærer dem i små strimler og skyller dem ned med et glas vand (uden at tygge!).

HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
De 3-5 "rå hvidløgsfed spises mindst 5 dage om ugen (gerne alle 7) i efterårs-/vinter-månederne (dvs. fra og med september og til og med februar).


Vil du være med til at booste immunforsvaret - nemt og billigt?

Lad mad være din medicin
- og medicin være din mad.


Ps: Er du blevet mere nysgerrig på hvidløgets fantastiske egenskaber, så kan jeg varmt anbefale artiklen med den 92-årige Alma Nissen: "Jeg spiser hvidløg som bolcher"
   

mandag den 8. oktober 2012

Raw chokokugler

Helt uden at blinke eller smøre tykt på, kan jeg r o l i g t sige, at kugler er et KÆMPE hit herhjemme...

Både som fredagssnolder, i madpakken, til mellemmåltidet - og når man bare lige er sulten for sjov...hvis du eller dine børn skulle kende til det...;-)?

Det bliver ofte til flere trille-dage om ugen og drengene kan snart opskriften og fremgangsmåden udenad.

De er super hurtige at lave, super sunde, ja faktisk rene himmerigsmundfulde, som smager af syndigheden selv! 

































(de store kugler med mandeldrys på billedet er jordbær med chokolade)

Ingredienserne til kuglerne kan varieres i det uendelige, og alt efter hvad du lige har i køkkenskabene.




Vores favorit opskrift er pt. denne:
8 bløde medjoul dadler uden sten
2 store håndfulde finthakkede hasselnødder
2 spsk. kokosolie
2 spsk. raw kakaopulver (alm. kan også bruges)
2 spsk. kokosmel
1 tsk. kanel
1 tsk. vaniljepulver

Kom alle ingredienserne i en skål og bland det hele godt sammen med fingrene. Ælt, ælt og ælt...mas og mos og mas.....lige indtil du har én stor ensartet klump... så skal du igang med at trille...
 
Er tiden træng eller orker du bare ikke at trille, så bred "dejen" ud på et stykke bagepapir på en tallerken, et fad eller skærebræt i ca. 1 cm højde, og sæt det i fryseren eller køleskab for ca. ½ time.
Skær så i tern, ruder, stjerner eller hjerter - eller hvad fantasien og tålmodigheden er til :o)
Denne version kalder vi for h-u-r-t-i-g kage, da den kan laves på 5 min, hvis vi springer fryseren/køleskabet over.  Heeeelt fantastisk! 

Opbevares på køl.

Advarsel: Yderst vanedannende ;-) ! 

søndag den 16. september 2012

Chokolademuffins uden sukker, mel og mælk

Sidste weekend var vi på familietur til skønne Ribe, hvor vi havde disse dejlige chokolademuffins med i madkurven. Uhhhh - de bragte lykke og mættede godt i maverne.


Her er opskriften til dig:
(12 stk)
300 g. dadler
100 g. mandler
100 g. kokosmel
4 spsk. kokosolie
1 banan
2 spsk. kakaopulver
1 nip havsalt
2 tsk. stødt kanel
½ tsk. kardemomme
4 æg
50 g. mørk chokolade

Hak dadler og mandler i foodprocessoren. Tilsæt kokosmel, kokosolie, banan, kakao og krydderier - og 1 æg af gangen. Kør det hele godt rundt, indtil du har en lind ensartet masse.

Fyld dejen i muffinsforme og kom dem i en 175 grader varm ovn i ca. 25-30 min.
Så snart du har taget dem ud af ovnen, kommer du et lille stykke chokolade på hver muffin, og når det er smeltet, breder du det ud over hele kagen og pynter med kokosmel, hakkede nødder/mandler, eller hvad du nu synes eller har i skabet.

Ps: De er mindst ligeså lækre dagen efter, hvis du kan vente.... eller bare levne et par stykker :-) 

Psssst: Er forresten også super at dele i kvarte og give en lille bid sund guf med i børnenes eller egen madpakke....


torsdag den 13. september 2012

Får du horn i panden hver 4. uge?


Af natur er jeg mest glad, optimistisk og sådan en, der tager livet sådan forholdsvis let.....

MEN...

Så er der those days.... 

Hvor alting bare går imod og irriterer gange tusinde af normalen. Hvor alt og alle lige får en snerrende bemærkning eller irritabel tanke med på vejen - og mand og børn står desværre nok mest for skud... :-/ Gråden, der ligger konstant på lur og selv den mindste lille bitte ting kan være svær at overskue, og korthuset styrter dramatisk sammen så let som ingenting. 
Kan folk dog ikke bare fatte og acceptere at man bare er og har det sådan ind imellem?. Det er vel okay at have en off-day eller to - eller tre...engang imellem? 

For manden bliver det ulideligt og ender ofte med, at han klapper kaje og makker ret...eller forsvinder - og venter bare ligeså stille på, at stormen (eller tornadoen) har lagt sig. Eller også ender det mere højlydt... i nogle værre heftige skænderier... :-((O)) 

Selv undres man ofte over, hvad det lige var, der gik galt :o/. Undres over, at humøret kan svinge SÅ meget, og helt uden grund. Og den dårlige samvittighed er følgesvend de efterfølgende dage. 

Sådan har jeg haft det....  Sådan har jeg været.... Sådan har jeg tænkt. 

Lige indtil jeg fandt ud af, at problemet aldrig er udenfor mig, men altid inden i mig... 

Ah ha... Jeg begyndte at skrive ned, hvornår jeg havde those days for at finde en sammenhæng. 
Og fandt ud af, at det altid var ca. 1 uge før min menstruation. Det var her, at jeg farrede op i det røde felt uden grund - og fik horn i panden - og alle blev nogle værre klaphatte... ;-((o)). (Jeg havde ikke før tænkt over, at det altid var på samme tid hver måned, at "anfaldene" kom.. - jeg synes jo ikke, det var SÅ tit, som min mand vist synes ;-)....)  
.
Min grundindstilling er, at når man først er blevet bevidst om noget, så kan der handles... Og hvis det er noget uhensigtsmæssigt, så SKAL der handles!

Det har aldrig været mig at lære at leve med en situation/tilstand, som ikke er hensigtsmæssig eller som ikke fungerer. Når noget piner og smerter mig, så forsøger jeg at SE på det, og undgå at se væk fra det. Jeg ved, at her er noget at lære - min krop vil fortælle mig noget. Ssssshhhh.... 
(og ja, nogle gange går der længere tid end andre, inden jeg kan se det, og derfra også til jeg er klar til at handle på det)

En ubalance kan heldigvis rettes til balance ved at fjerne u'et. (så let er det ;-)..) 

U for Udspekulere = at spekulere årsagen ud....(sådan tolker jeg det ;-)) 

Når cyklus er involveret handler det jo om.... HORMONER. Koks i hormonerne, simpelthen! Og det laver kroppen jo ikke bare for sjov skyld eller for at drille... 

Næ nej, kroppen er smart! Den vil have ændret noget - fjernet noget, eller tilføjet noget.....

For mit vedkommende havde jeg i forvejen (for sundhedens skyld) fjernet alle de gængse sager, som også kan have negativ indvirkning på PMS:  
  • hvide sager (sukker, hvidt brød, hvidt mel, hvide ris og hvid pasta)
  • søde sager (kage, slik, sodavand)   
  • kaffe og koffein
  • mejeriprodukter
  • hormonforstyrrende stoffer
Så jeg besluttede mig for at tilføje noget i stedet... (udover de i forvejen massevis af sunde fedtstoffer fra fiskeolier, avocado, mandler, nødder, frø og kerner, som også er vigtig næring for hormonsystemet)

Det blev til en hel masse delmål for 2012 om et grønnere år! (du kan finde dem alle her på bloggen)

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at delmål nr. 1 GRØNTSAGSJUICE er det mirakelmiddel og den trolddrik, der har gjort forskellen for mig. Forskellen om jeg går med eller uden horn! 

De sidste 6-7 måneder har jeg været helt uden! (og jeg har endda kun juicet et par gange om ugen)  
   
Måske virker det også for dig? Jeg kan ikke anbefale det nok. 
Hvor er det da brandærgerligt at spilde god tid på at være vranten og vrissen.


(Og med ovenstående mener jeg selvfølgelig ikke, at alle off-days er forbudt! Når alting brænder på, presset bliver for meget, jobbet hænger ud af halsen - og børnene og manden ligeså... så er det selvfølgelig helt på sin plads. Dét, jeg mener, er den kontinuerlige humør-sabotør, der ankommer helt uden grund - eller rettere AF en grund; nemlig koks i hormonerne...)  

Ps: Sjovt nok - eller forfærdeligt nok... så hedder livmoder "hystéra" (hysterisk) på græsk...Og det ikke engang løgn!!! ;-)


onsdag den 22. august 2012

Festlige frugtspyd

SÅ nemme - SÅ lækre - SÅ indbydende... 

Alt muligt forskelligt slags frugt kan bruges - vindruer, jordbær, melon, kiwi, ananas, banan og endnu flere - kun fantasien sætter grænser. 
Har du små kageudstikker-forme, kan du lave dem ekstra festlige ved at stikke hjerter og stjerner osv. ud.

Skær frugten i passende stykker, sæt på spyd og gi' dem 20-30 min. i fryseren...Smager helt forrygende fantastisk på en varm sommerdag. Og ja, på en kold gråvejrsdag dropper du bare fryseren og bruger dem som festligt mellemmåltid - eller glæd børnene med en festlig overraskelse i madpakken. 



Jo mere indbydende maden ser ud, jo bedre!. Farver frister...og allerede bare ved synet af mad, sætter fordøjelsen igang og begynder at udskille de ret så vigtige fordøjelsesenzymer. Jo mere indbydende, farverigt og festligt for øjnene, jo flere enzymer udskiller du - og jo bedre fungerende fordøjelse!.
Så nedvurdér endelig ikke æstetikken i din (eller børnenes) mad, tværtimod - SKRU OP, lige alt det du orker.



Spydene kan også bruges som festlige isterninger.


lørdag den 18. august 2012

Supersunde sommeris

Så er sommeren kommet tilbage...og idag har vi eksperimenteret med disse virkelige lækre sager. Supersunde sommeris i alle afskygninger....


Banan is - kiwi is - melon is - ananas is - jordbær is - alle overtrukket med homemade raw chokolade! 


Har du ingen ispinde (kan købes i bl.a. Panduro), så behøver det ikke at holde dig tilbage fra at lave dem - de kan sagtens laves uden pind som her!



Børnenes favoritter er klart jordbæris og bananis - men melon og ananas er nu også helt fantastisk.

Her har du opskriften:
2 bananer (halveres på midten)
10 jordbær
2 kiwi
2 små stykker melon
2 små stykker ananas

Sæt frugterne/bærrene på ispinde og kom dem i fryseren ca 15 min. først - så hænger chokoladen lettere ved. (Jeg puttede ikke jordbærrene på pind)

Raw chokolade:
30 g. kakaosmør
20 g. kakaomasse
1 spsk. kokosolie
1 spsk. rå kakao
2 spsk. kokospalmesukker
3 spsk. hasselnøddesmør
2 spsk. agavenektar
1 spsk. lucumo

Smelt nænsomt kakaosmør, kakaomasse og kokosolie over vandbad. Tilsæt kakao, kokospalmesukker, hasselnøddesmør, agavenekar og lucumo og rør det hele godt rundt.

Tag ispindene op af fryseren og vend dem i chokoladen. Vend dem herefter straks i en omgang pynt.
Og put dem så tilbage i fryseren eller spis straks.

Pynt:
50 g. kokosmel
25 g. hakkede hasselnødder

Ingredienserne til den raw chokolade kan købes i helsekostforretninger og helsekost netbutikker, som f.eks. www.netspiren.dk og www.rawandmore.dk - MEN skal det gå stærkt eller finder du det for omstændigt at lave din egen chokolade, så bare køb en god mørk øko. chokolade og smelt det over vandbad - og vend frugten/bærrene i det og kom pynt på.


Har du en rest tilovers af den raw chokolade og pynten, så bland det hele sammen, og kom det i et glas og vupti - så har du den lækreste nutella. Kom evt. mere smeltet kokosolie i, hvis den er for tør - og husk at tage den ud af køleskabet i god tid, inden den skal bruges - ellers er den alt for hård!

Ha en dejlig sommerdag og god appetit!

fredag den 10. august 2012

Delmål 7 af 12: Iblødsætning af frø og kerner

Jeg VED det godt, og VIL så gerne - men GØR det ikke...! 

Det er ikke nødvendigvis de samme ting som mig, du ikke får gjort, men jeg er ret sikkert på, at du helt sikkert kender det til hudløshed. Det der med at VIDE noget og VILLE det - og så alligevel ikke HANDLE..

Hvorfor i alverden GØR vi det dog ikke bare...?

Just DO it - det lyder SÅ let...

Ja, mit gæt er:

  1. at hjernen er doven. Og meget gerne vil have alting, som den plejer! Den forsøger at få os til at blive i det vante. Uanset om det er fuldstændig uhensigtsmæssig, dumt, energidræbende, sundhedsberøvende eller selvpineri. Den orker bare ikke at træde nye veje. For det kræver energi. Meget energi endda. Og af natur er den indkodet til at bruge mindst mulig energi. Så den vil konstant  forsøge at lokke dig tilbage til det go'e gamle kendte trygge...lige indtil der er indkodet nye veje i hjernen.
  2. at vi VIL en masse - men når det kommer til, om vi er VILLIGE til at ofre, det der skal til - ja, SÅ får piben ofte en anden lyd! Piiib, jeg VIL det jo bare så gerne...(tabe mig, leve sundt, gå før i seng, tænke mere positivt, stå tidligere op, skælde mindre ud på mine børn og mand/kone, pleje mig selvnoget mere,  pleje mit forhold, skifte job, lave en daglig grøntsagsjuice, gøre dit eller være dat) - (MEN jeg kommer aldrig rigtig igang, eller også er det kun meget kortvarige chancer, det "nye" får.) 

So let's face it - det er en hård kamp.. i starten: Det kræver stort fokus og meget energi at lave nye vaner og tankemønstre = veje i hjernen. Vi kan ynke os selv og forsøge os lidt i øst og lidt i vest, droppe det... og starte forfra - igen og igen. Eller vi kan stoppe selvsabotagen og sige NU GØR JEG DET! I det mindste så godt jeg kan! Og når jeg falder i (for det gør jeg!), så REJSER jeg mig op, børster støvet af...og FORTSÆTTER. Hvis du er VILLIG til det, så skal du nok komme i mål med det, du VIL - hvis ikke, ja så vil jeg råde dig til at stoppe kampen LIGE NU og acceptere dig selv og dit liv som det er.  

NU er jeg VILLIG til at handle på een af de ting, jeg har vidst og villet så længe...


Delmål nr. 7 

HVAD skal der ske?:
Jeg vil begynde at sætte mine frø, kerner, nødder, mandler og korn i blød i vand, før de skal bruges.  

HVORFOR nu det?
Frø og kerner indeholder fra naturens side enzymhæmmere, der bevarer frøet intakt og spiredygtigt indtil de rette betingelser for spiring er tilstede. Når betingelserne er tilstede (vand og passende temperatur), så nedbrydes disse enzymhæmmere, så¨de vigtige enzymer kan hjælpe aktivt i vores fordøjelse. Den syre (fytinsyre) der sidder i det yderste lag af frø, kerner, nødder, mandler og kerner af korn går i forbindelse med vigtige mineraler som calcium, jern, kobber, magnesium og zink og hæmmer optagelsen af disse, hvilket kan forårsage mineralmangel. 

HVORDAN gøres det?
Jeg vil som minimum sætte de korn til grød + frø, kerner, nødder og mandler i blød, som jeg skal bruge til morgenmaden den efterfølgende dag - og også gerne til flere måltider (det kræver dog en del planglægning, så jeg nøjes med morgenmaden i første omgang) .

HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
Hver aften vil sætte korn til grød i blød + de frø, kerner, nødder og mandler, som jeg skal bruge til min morgensmoothie.

Vil du også være med til skaffe flere af de vigtige enzymer til fordøjelsesprocessen og optage flere mineraler fra din mad - så er de velkommen til at være med!


PS:
Du kan se en oversigt her, over hvilke frø, kerner, nødder og mandler der skal iblødsættes, og hvor længe...


fredag den 20. juli 2012

Tid til te


Ser din teskuffe eller -kurv nogenlunde ud som min...? 

Et bjerg af forskellige urter, som allesammen er købt til lige præcis en speciel lejlighed eller skavank... Halvdelen af posen er måske brugt, og så ligger den anden halvdel pænt tilbage og er måske snart ved at nå sidste holdbarhedsdato...


Sådan gør jeg for at få ryddet lidt op i poserne:


Blander det jeg synes...eller tror...der vil smage godt sammen...

Her har jeg taget:
5 spsk. brændenælde, 3 spsk. lakridsrod, 3 spsk. ipe roxo, 2 spsk. padderokke og 3 spsk. kamille

Men du kan bruge lige præcis det, du har i din skuffe - eller det som du gerne snart vil have "udryddet" - så der kan blive plads til noget nyt.


Rør blandingen godt sammen og kom 1 god spsk. i hver tepose - lav lige så mange, som du orker.
Jeg laver altid 10-15 poser..så er det nemt at få lavet min daglige kande te - fremfor at skulle stå og mixe hver dag.


Kom teposerne i en plastikpose og bind en knude, så de ligger lufttæt og ikke mister smag og effekt.



Lad teposen trække min. 10 minutter - og gerne længere. Jeg lader altid min tepose blive i kanden, indtil kanden er tom, så får jeg mest muligt ud af de gode urter.

Derudover kommer jeg altid et stykke frisk ingefær ned i kanden, som så ligger der på bunden og giver mere og mere smag - og større og større virkning.



Håber mit tip kunne inspirere dig til at få ryddet op i teskuffen - og til at få drukket noget mere af den fantastiske te.

Tippet kan snildt bruges i forbindelse med delmål 6 - drik din urt


søndag den 1. juli 2012

Rugbrødstoast

Rugbrødstoast er virkelig blevet et stor HIT herhjemme - både blandt børn og voksne.

Toasteren er blevet støvet af fra sit inderst skjul i køkkenskabet og er nu rykket lidt frem i hierarkiet blandt køkkenredskaberne :-).

Det er meget nemt og hurtigt at lave - og eminent til middagsmad eller mellemmåltid.

  1. Smør rugbrød med kokosolie. 
  2. Kom pålæg mellem de to stykker rugbrød, f.eks. øko. hamburgerryg, spegepølse eller kyllinge kødpølse. Har du en rest kylling fra aftensmaden, vil det også være perfekt i (i tynde skiver). 
  3. Skær en masse grønt til at komme i. F.eks. rødløg, rødbeder (letkogte i skiver), agurker, tomater, spinatblade, rød peber. Kom evt. lidt god mayonaise i også.  
Du kan bruge alm. rugbrød eller det glutenfrie.

Jeg har med stor succes afprøvet stenalder-rugbrødet fra restaurant Kong Hans. Det smager super skønt, og er det nemmest brød, jeg nogensinde har prøvet at lave. Og så er der ikke så meget som et gram mel i - kun kerner, nødder, æg, salt og olie.

Du kan læse mere om det - og se opskriften her 


Jeg kværner dog kernerne og nødderne lidt først og bruger de kerner/nødder, som vi synes bedst om og lige har i køkkenskabet.

Du skulle ta' og prøve det.... Det har slet ikke den der lidt underlige smag, som noget eller det meste glutenfrie brød godt kan have...



søndag den 24. juni 2012

Delmål 6 af 12 - drik din urt

Tilbage i år 2002 - da jeg var bare 27 år...
Tiden hvor jeg havde langt færre vasketøjsbunker og langt færre post-it sedler på hjernen. Tiden hvor jeg havde nul forpligtelser, og kun masser af tid og ro. Tiden uden skønne børn. Tiden hvor jeg søgte en retning med mit liv (specielt arbejdslivet) - derfor besøgte jeg en meget dygtig og spændende håndlæser. Hun sagde bl.a. således til mig:

"Det er meget sjældent, at jeg møder en pige på kun 27 år, som jeg faktisk kun kan se, har een vej for sig at gå - det er indenfor den alternative verden. Der er ikke rigtig nogen vej udenom. Ofte har man flere veje, man kan vælge at gå. Jeg ser det som en slags "psykologisk kostvejledning". Et mix af mad, terapi, heling og spiritualitet. Jeg kan se, at du i et af dine tidligere liv har du været en "klog kone", der gik og samlede en masse helbredende urter..."


Det er nu ret sjovt at læse de papirer igen. Sådan "afslørede" mine hænder mig - for 10 år siden!
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg spolede, stoppede og skrev, spolede, stoppede og skrev.
Alt fra det bånd, som jeg fik med mig hjem, blev skrevet ned - og gemt et særligt sted.


Måske er det slet ikke så underligt, at jeg har en meget stor kærlighed for urter idag. 
Og jeg må også sige, at jeg er på vej på MIN vej - og jeg har aldrig ønsket mig at gå nogen anden vej!

Jeg elsker at bruge forskellige urter - både i maden og til te og juicer, men også i ansigtsmasker, dampbad, fodbad mm. Det er egentligt ikke så meget smagen eller duften - men mere virkningen, der optager mig.

Som du måske nok har gættet, så skal denne måneds delmål handle om URTER.


Delmål nr. 6 

HVAD skal der ske?:
Jeg vil inddrage urter meget mere i min hverdag. Der er så mange forskellige slags med hver sin fantastiske virkning - både forebyggende og helbredende.  

HVORFOR nu det?
Kloge mænd og koner fra alverdens folkeslag har gennem tiden overleveret deres viden om lægeplanter. Blade, bark, blomster, frugter og rødder har i tusindevis af år været basis for udtræk, omslag, salver og teer, der er blevet brugt til at behandle og lindre sygdomme og skader. Den omfattende viden om naturens helbredende kræfter er gennemprøvet i tusindevis af år af kinesere, grækere, ægyptere, europæiske munke, indianer og læger. I konventionel medicin er der kraftig skelet til erfaringer med lægeplanter, der i mange tilfælde udgør grundlaget for den syntetisk fremstillede medicin (kilde: URT! af Rikke Goerlich)


HVORDAN gøres det?
På de kolde dag vil jeg lave mig en kande urtete - og på de varme dage vil jeg forsøge mig med ice-tea og andre læskende drikke. Jeg vil løbende ligge opskrifter på bloggen her. 

HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
Urtete og læskedrikke/ice-tea laves min. 4 gange om ugen.


"Til enhver sygdom er der vokset en plante" hævdede præsten Sebastian Kneipp i det forrige århundrede - så hvad er mere nærliggende end at bruge løs af dem.

God fornøjelse!

fredag den 25. maj 2012

Jordbær- og banan"koldskål"

Måske synes du, at titlen (trods citationsstegnene) lover lidt for meget... Der er jo hverken æg eller mejeriprodukter i, som i "rigtig" koldskål ...

Men...  

Når man som jeg (og måske også dig...) gerne vil undgå mejeriprodukter og også er lidt hys med at ingredienserne helst skal være økologiske ... Ja, så er man nødt til at være kreativ med ingredienserne - og fantasifuld med smagen ;)...

Økologisk pasteuriserede æg kan mig bekendt ikke købes længere..og jeg er en kylling i forhold til salmonellabakterier og hjemmeskoldning :O)... Derfor ingen æg i opskrifterne!.

Vores børn var vilde i varmen efter mere jordbær"koldskål"- så afsted det gik, ind og lave en portion mere :-) 

Det var dog ingen sag med denne super lette opskrift:

Jordbær"koldskål"
3 bananer (gerne frosne)
10 frosne jordbær
2 medjoul dadler
1-2 tsk. vaniljepulver
80 g. cashewnødder
30 g. hampefrø (eller sesamfrø)
Vand, så det netop dækker (afhængig af hvor tyng eller tyk den skal være)

Op i blenderen med alle ingredienser og blend, indtil det har ønsket konsistens.

Kakao-topping
80 g. mandler
10 tørrede dadler
1 spsk. kakao - gerne raw

Kom alle dele i minihakker eller foodprocessor og hak det så fint/groft, som du gerne vil have det.


Banan"koldskål"
2 bananer (frosne)
80 g. cashewnødder
3 spsk. sesamfrø
3 spsk. kokosmel
1 tsk. vaniljepulver
1/4 tsk. kardemomme
2 medjoul dadler
5 dl. rismælk

Op i blenderen med alle ingredienser og blend, indtil det har ønsket konsistens. (kom evt. kun halvdelen af rismælken i første gang du blender og resten, når det hele er fintblendet)


Glutenfrie kammerjunkere
Britt Køster Larsen, www.butikkoester.dk har tryllet pebernødderne fra min jule E-bog Sund December om til kammerjunkere. Tak til Britt for videreudvikling og deling :)

150 g. mandler
2 store spsk. kokosolie
2 æg
3/4 dl. agavesirup
250 g. fuldkornsrismel
1 stor spsk. bagepulver
Revet skal af ½-1 citron
1 god skefuld vaniljepulver
2 spsk citronsaft
Evt. lidt kardemomme

Mal mandlerne til mel i en kaffekværn, blender eller foodprocesser. Smelt kokosolien og køl den af. Pisk æg og agavesirup sammen. Bland ri- og mandelmel, bagepulver og krydderier med æggemassen, tilsæt citronsaft og -skal og saml dejen med kokosolien. Dejen stilles i køleskab i ca. 1 time. Tril dejen til kugler, tryk dem flade og bag dem ved 150grader i 10-12 minuter.
Lad dem køle af på en rist og opbevar dem herefter i en dåse!



onsdag den 16. maj 2012

Delmål 5 af 12 - Speed op med Superfood

Tiden går - klokken slår.... Mon jeg mine delmål når....?

Jeg forsøger at komme afsted med et nyt grønt delmål primo hver måned - frem til og med december 2012.

Det er så ikke lige hver måned, at jeg når det til primo, men mere medio - som f.eks. denne måned... :-O.

Jeg håber, at du er med alligevel - for i længden er det jo dybest set ikke så vigtigt, om det er 10 eller 20 dage før elle senere.
Hovedsagen er, at det kommer! - og at det holder...! Ikke bare den pågældende måned, men året ud - og år efter år... For det er jo det eneste, der virker; vedvarende sundhed, altså!.

OG nej, jeg kan ligeså godt indrømme det.... først som sidst - jeg kan (heller) ikke holde alle delmålene helt....for nogle gange overhaler hverdagen (også) mig - og jeg når det simpelthen ikke!

What?! Jamen, er det ikke pinligt at indrømme... ??
Næh, ikke spor...! Jeg vil hellere falde af hesten 10 gange, lære af det og forsøge igen - end falde af een gang, og så er det kapitel slut! Bom! -og 100 gok i nøden for (igen) at have rygrad som en regnorm...
Næh nix, øvelse gør mester. Alt det jeg og du gør og når undervejs, er jo ikke det mindste spildt eller forgæves, selvom vi ikke holder os heeelt til planen - lidt er langt bedre end ingenting! Altid.

Husk at du er ingen fiasko, fordi du fejler - men en succes fordi du forsøger!


Denne måned skal det handle om nogle super nærende sager - nemlig SUPERFOOD...
Måske du allerede kender til nogle af dem?


Delmål nr. 5 

HVAD skal der ske?:
De forskellige former for Superfood skal udforskes og afprøves, det være sig bl.a. hampefrø, chiafrø, gojibær, raw kakao, acai, acerola, bipollen, byggræs, hvedegræs, incabær, lucuma, maqui og morbær.  

HVORFOR nu det?
Svaret ligger næsten i ordet. S-U-P-E-R food... 
Det er fødevarer, som indeholder ekstra stor koncentration af næringsstoffer, såsom vitaminer, mineraler, antioxidanter og essentielle fedtsyrer. 
Som jeg skrev i Hvilken kostretning kører du i?# 2, så holder vi pause her i familien med vitaminpillerne - og forsøger at få så meget som muligt fra maden (velvidende at jorden ikke indeholder nær de næringsstoffer som tidligere og at planterne derfor også er fattigere på næringsstoffer - og det er selvfølgelig skidt! Men der er godt nok også mange ting og sager i en vitaminpille, som jeg ikke kender eller ved virkningerne af). DERFOR vælger vi pt. at sørge for, at få så mange næringsstoffer vi kan gennem maden - og det er Superfood genialt til!


HVORDAN gøres det?
Jeg vil bruge Superfood primært i mine smoothies og i sunde søde sager. Jeg vil løbende lægge opskrifter ud her på bloggen, så du kan blive inspireret. Og måske motiveret til at prøve selv (hvis du ikke allerede bruger dem).


HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
Hver dag i smoothien - med variation af de forskellige slags.
I weekenderne når der laves søde sunde sager, som f.eks. til fredagsslik.


S-U-P-E-R god fornøjelse med denne måneds projekt :-)
Det vil glæde mig at høre om dine erfaringer, hvis du har tid og lyst til at give en kommentar med på vejen...











onsdag den 2. maj 2012

Jordbær-is

Vi leger, at det er jordbær-is.... Egentligt er det jo bare en tyk smoothie. Men børnene og deres legekammerater slikkede i hvert fald skålen, som om det var is!

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at fryde mig over at kunne "snyde" noget sundt i børnene (og ikke mindst deres legekammerater). De lurer ikke den mindste bagtanke, og spiser med stor velbehag sager, som de måske ellers ikke ville have spist eller brudt sig om....
Ren win-win :-)

Har du lyst til at prøve opskriften af, så kommer den her:
225 g. frosne jordbær
2 bananer
½ avocado
80 g. cashewnødder
2 medjoul dadler (eller 4 meget bløde tørrede dadler, opblød dem evt. i vand 1 time)
1 tsk. vaniljepulver
½ tsk. kanel
1 dl. ris- eller mandelmælk, eller anden plantemælk

Alle ingredienser blendes godt og længe (til du når en ensartet masse, men ikke så længe at isen bliver varm). Rør godt i blenderen, så det ikke kører fast. Lad det evt. stå lidt, så jordbærerne tøer mere op, og din blender ikke brænder sammen.

Tip: Isen kan sagtens fryses, hvis der overhovedet er noget tilbage... eller hvis du bare altid vil have en portion sundt sødt i fryseren, når den søde tand råber på dig. 


Toppings (kan også blandes i den færdige is):
50 g. mandler
8 tørrede dadler
½-1 spsk. rå kakaopulver (eller alm. kakaopulver eller 50 g. mørk chokolade)

Alle ingredienser hakkes i minihakker, foodprocesser eller med kniv.

Du vil høre meget mere fra mig om toppings og plantemælk senere... Indtil nu kan jeg bare sige; I LOVE IT ;-)


fredag den 27. april 2012

Pandekager med fyld

For et par uger siden havde vi hele familien til fødsels-dag, da Sarah blev 2 år og Marcus blev 6 år.

Vi havde bestemt at lave pandekager med fyld, selvom vi vidste, at i hvert fald bedstefaderen (min far..) og oldemødrene nok helst så kød, kartofler og sovs på bordet - men sådan skulle det ikke være denne gang.

Efter maden måtte jeg dog lige høre bedstefaderen, om han bare var MEGA sulten...ellers så ville jeg i hvert fald tage det som et kompliment til maden - da han var oppe ved buffet-bordet hele 3 gange ;-)

Her kommer opskriften, som jo kan varieres i det uendelige - efter smag, lyst og tid...

Pandekager (ca. 10 stk.)
250 g. fuldkornsrismel (evt. halvt boghvedemel)
½ l. rismælk
½ tsk. urtesalt
1 tsk. tørret brændenælde (kan udelades)
4 æg
Kokosolie til stegning

Mel og rismælk piskes sammen. Kom urtesalt og brændenælder i og æggene piskes i et ad gangen. Steg pandekagerne i lidt kokosolie på en pande. 


Fyld:
Spinatblade (ruccola, spidskål eller anden salat vil også være fin)
Rød peber - ærter - gulerødder - rødbeder (finthakket, og tilberedt på panden med lidt balsamicoeddike) - rød løg

Laks (røget, kogt eller stegt)
Kyllingestrimler (svitset i kokosolie tilsat karry)
Kalve- eller oksekød (svitset i kokosolie) + hakkede løg og lidt ketchup eller hakkede tomater + havsalt


Dressing:
Grøn tzatziki
1 avocado
½ citron
½ tsk. urtesalt
1 agurk
3 spsk. mayonnaise
1-2 fed hvidløg

Mos avocadoen og pres saften fra citronen i og bland det godt sammen. Tilsæt salt og mayonnaise. Skræl agurken og riv den fint. Pres væden fra og bland det i avocado-dressingen. Tilsæt presset hvidløg, efter smag. 

Basilikum-persille pesto:
100 g. cashewnødder
3 fed hvidløg
1 ½ dl. olivenolie
1 citron (kun saften)
1 potte persille
1 potte basilikum
½ tsk. urtesalt

Alle ingredienser blendes sammen. Skal konsistensen være tyndere, så tilsæt vand - indtil det har den ønskede konsistens.

Opskrifterne på pandekagerne, grøn tzatziki og balsilikum-persille pesto findes også i opskriftssamlingen (pakketilbud) - hvis du har lyst til mere inspiration fra samme køkkenbord :-)...  



onsdag den 25. april 2012

Hvilken kostretning kører du i? # 2

Så har min GPS langt om længe fundet vej til 2. del i kost(tros)retnings-snakken!
Tak for tålmodigheden så længe...!

Som jeg skrev i del 1, så er der SÅ mange bud på forskellige kostretninger, man kan følge - og hvilken én er det nu lige, man skal vælge? Jeg tror på, at vi hver især har vores helt egen sandhed om vores sundhed. Du har din - og jeg har min. Det handler om at forsøge sig frem - og mærke efter. Lytte til intuitionen, til hjernen, til hjertet, til kroppen, ja til hele DIG. Du har alle de informationer, som du har behov for. 

Jeg henter inspiration fra vidt forskellige kost(tros)retninger og kombinerer det hele til mit eget. Det føles bedst for mig at gøre det på denne måde - jeg føler mig fri til at følge min intuition, fri til at gøre som jeg vil, fri til at lade mig forblænde af noget den ene dag og af noget andet den næste, FRI ...til at være MIG :-).

Jeg tror på, at den største sundhed skal findes i at HAVE DET GODT med sig selv og sine handlinger.

Det smitter af på alle celler i kroppen, og de vil respondere på den følelse.
Følelser har så ufatteligt stor betydning i kroppen. Det psykosomatiske aspekt er bestemt ikke noget, der skal undervurderes, tværtimod. 

Selvfølgelig må jeg samtidigt sige, at du kan have det nok så godt med det du gør, men viser din krop dig noget andet i form af forskellige symptomer (fordøjelsesbesvær, hovedpine, ledsmerter, træthed etc.) - ja, så er der noget, der ikke hænger sammen! Så må du justere ind, så din mad bliver din medicin, og på en måde som du stadig kan have det godt med.

Min kost-trosretning - som den ser ud lige nu:
(alt forandrer sig jo hele tiden - også mig ;-))
  • 100% Økologi - jeg er stor fan og storforbruger af økologiske fødevare - fordi andet er ulogisk for mig! Sprøjtegifte (pestidicer), farvestoffer, konserveringsmidler og diverse andre tilsætningsstoffer og kemikalier hører ganske enkelt ikke hjemme i en sund krop. (dog er ganske få af disse stoffer godkendt i økologisk produktion...).
  • Masser af årstidens grøntsager og krydderurter – her giver jeg den gas, alt det budgettet kan trække og tiden kan række – er sikker på at den største sundhed ligger gemt i disse fantastiske farver, former, dufte og livgivende sager! Bruger ivrigt urter, hvidløg og ingefær alle steder, jeg kan komme afsted med.    
  • Lidt frugt – og helst årstidens (den er dog svær). Bruger det mest som mellemmåltid eller i smoothies/juicer og altid sammen med protein og fedt, så blodsukkeret ikke påvirkes så meget.
  • Bær, helst friske og bedst i sæson… men det begrænser en del, så jeg plukker og fryser ned, og når de slipper op, så køber jeg. Jeg bruger dem året rundt - i smoothies, kager og sorbet is.  
  • Korn med måde - mest hel korn, dernæst knækket og flager og mindst mel, og udelukkende fuldkorn - og glutenfrit (mest fordi et par familiemedlemmer ikke tåler det). Jeg tror ikke, at vi har godt af for meget korn, men synes heller ikke, at det føles rigtig i maven at udelade kornprodukter helt fra kosten, som man f.eks. gør i bl.a. raw food og stenalderkost.
  • Kød med måde - mest fjerkræ, fisk, kalvekød, lammekød, meget begrænset svinekød og oksekød. Kvaliteten er rigtig vigtig for mig, selvom økologisk kød er ret så dyrt. Så det bliver lidt, men godt.
  • Bælgplanter halter lidt – mest pga. den lidt melede smag, som hverken mand eller børn bryder sig om her, men ærter, grønne bønner og kikærter får jeg da brugt. Jeg må forstætte med at eksperimentere med de tørrede bønner og linser... 
  • Æg bruger jeg i stor stil, måske endda lidt for mange…:O) Jeg er ikke kolesterol-forskrækket, det handler jo om noget helt andet ;-)
  • Mejeriprodukter udelukkes, både pga. intolerance i familien, og pga. min holdning til det. Jeg tror ærligt talt ikke på, at det er det sundeste for os mennesker…både fordøjelsesmæssigt og pga. væksthormonerne. Mælk er beregnet til kalve, som skal vokse sig store og stærke eksplosivt hurtigt. Det skal vi ikke. Også den lange og ødelæggende forarbejdning med bl.a. pasteuriseringen og homogeniseringen gør, at jeg udelukker mejeriprodukter i vores mad.   
  • Masser af gode fedtstoffer, som olier, nødder, mandler, frø og kerner, avocado - uhmm, dejligt cellefedt. Jeg er ikke det mindste fedt-forskrækket, når det gælder de gode fedtstoffer. Jeg steger og varmer udelukkende op i kokosolie, da den er meget varmestabil.
  • Så lidt sukker som muligt - søder helst med tørret frugt, bananer, gulerødder mm - dernæst honning. Birkesød, stevia og sukrin mm. er jeg aldrig blevet helt hug på, da mavefornemmelsen synes, det er lidt for kemisk - og lidt for langt fra rigtig mad. 
  • Proteinpulver er jeg heller aldrig kommet til at forliges med, selvom rigtig mange ernæringseksperter anbefaler det og bruger det hver eneste dag. Det er bare for langt væk fra mad og naturen for mig. Dog er hampefrøprotein en undtagelse ;) 
  • Raw food - super fruit synes jeg er spændende, og eksperimenterer med det. Tænker meget over ikke at tilberede alting og spiser mere og mere rå mad. Jo mindre forarbejdning og opvarmning, jo flere næringsstoffer og energi til kroppen (hvis selvfølgelig fordøjelsen kan klare det).   
  • Stenalderkosten skeler jeg til, men må indrømme, at jeg har mine tvivl med alt det kød, der anbefales. Rigtig mange store sundhedsguruer og forskere inden for cancer anbefaler, at man udelukker kød, hvis man har fået cancer. Fordøjelsesprocessen er lang for kød, og bevirker at det går i forrådnelse i kroppen og sender giftige affaldsstoffer ud i blodet. Jeg tror, at protein-polymikken er blæst lidt for meget op...   
  • Blodtypekosten skeler jeg også lidt til. Ser mest på, om der er noget skadeligt, som vi spiser ofte, og forsøger så at skifte det ud til noget neutralt eller gavnligt.
  • Kosttilskud tager vi i perioder, men der går længere og længere tid imellem. Min mavefornemmelse med pulver og piller er ikke god. Måske spiller den mig et puds, men jeg følger den alligevel. Forsøger at optimere måltiderne i stedet og bruger tørrede urter i stor stil – og bl.a. aloe vera, aronia, granatæble, superfruit, hybenpulver, tangmel, kräuterblut m.fl. - og vigtigst af alt at undgå/begrænse stimulanser som kaffe, rygning, alkohol, sukker, junk food mm, , som tærer på kroppens vitaminer og mineraler.
  • Probiotic har jeg dog i skabet (selvom det er pulver ;-)). Ja, ja ingen regel uden undtagelse ;-)   

Det er sådan, vi spiser herhjemme – når vi er ude, spiser vi, som der bydes – og nyder det!
Min filosofi er alt med måde, variation, balance, sund fornuft og nydelse. 

Har du læst med hele vejen? Så tager jeg kokkehuen af for din interesse!
Du må have et ligeså stort madhjerte som mit - eller i hvert fald intentionerne om at afprøve om mad virkelig GØR en forskel.... You already know my answer....   
  
Har du lyst til at kommentere eller dele din kostretning, så vil det glæde mig at høre fra dig.

søndag den 15. april 2012

Delmål 4 af 12 - Grøn hudpleje

Dette delmål handler (selvfølgelig) stadig om mad, men ikke på den almindelige spiselige facon, som vi mest kender og nyder den.
Denne gang er det grøn hudpleje, jeg har valgt som delmål.

Jeg har længe drømt om at tage mig tiden til at indføre flere hjemmelavede hudplejeritualer i min hverdag.

I forvejen er jeg ret grøn (læs; bevidst, og ikke uerfaren ;-)) på hudplejeområdet, idet jeg kun bruger naturkosmetik, og cremer, sæber mm. der betegnes som naturprodukter og økologiske.... MEN alligevel er der rigtig mange sjove navne på ingredienslisterne, som jeg slet ikke kender eller ved hvad er - og der er faktisk mange af dem, som slet ikke er så uskyldige og rene, som man foranlediges til at tro, desværre!.

Rebecca Persson ved meget mere på dette område, og jeg kan varmt anbefale hendes guide Hudpleje uden kemi til hele familien, hvori hun skriver ALT, der er værd at vide om grøn hudpleje.


Delmål nr. 4

HVAD skal der ske?:
Der skal findes opskrifter på grøn hudpleje, da jeg vil pleje min hud overvejende med næring, antioxidanter og fugt fra MAD.

HVORFOR nu det?
Ligesom jeg gerne vil vide, hvad jeg putter i munden, så vil jeg også gerne vide, hvad jeg putter på huden. Huden er vores største organ. Vi optager op til 60% af det, vi smører på vores hud - så det er ikke bare et tæt "hylster".
Det tiltaler mig rigtig meget at bruge maden i min hudpleje. Det virker helt logisk for mig. Så ved jeg præcis, hvad jeg "indtager". Den kontrol har jeg vist altid været lidt fikseret af ;-).
Jeg undgår unødvendige hormonforstyrrende, allergifremkaldende og miljøbelastende stoffer. Jeg sparer penge på dyre hudplejeprodukter, og miljøet skånes for produktionen.

HVORDAN gøres det?
Jeg vil primærk fokusere på rense-, dag- og natcreme, masker, peeling/scrubbecremer, hånd og fodbehandlinger og hårkure. Opskrifter på grøn hudpleje kommer løbende her på bloggen. Jeg har allerede en del at kunne tage af fra selvforkælelses-julekalenderen.

HVORNÅR (hvor ofte) skal det gøres?
Rensecreme og dag-/natcreme bruges dagligt morgen og aften.
Peeling/scrub og ansigtsmaske 1 gang ugentligt.
Hånd- og fodbehandlinger 1 gang hver 2. uge.
Hårkur 1-2 gang månedligt.


Sjovt nok, så var det alternativ kosmetolog, jeg allerførst havde i tankerne og var virkelig hug på, da jeg startede min rejse indenfor den alternative verden. Dog besluttede jeg mig for kostvejleder uddannelsen i stedet (som jeg ikke har fortrudt et sekundt!), men uddannelsen som alternativ kosmelog popper da stadig op i mit hoved ind i mellem.

Også A.L.T. Ansigtsløftningsteknik uddannelsen hiver i mig ;-).
Hvor er det imponerende, fantastisk og tiltrækkende, at vi ikke behøver alle de dyre "mirakel"-cremer, for at glatte, løfte og lette ansigtets udtryk.  

God fornøjelse, hvis du er med på dette delmål.    

lørdag den 14. april 2012

Glutenfrit rugbrød

Det kan godt være lidt af en kunst at bage glutenfrit brød... Kender du det?!

Jeg vil ikke ligefrem prale af, at jeg mestrer kunsten!
Men jeg mestrer kunsten at forsøge ;-) Måske kender du også dét? 

Det blev nu egentligt ret godt - og godtaget af familiens 4 ud af 5 medlemmer - så det er da vist ikke så ringe endda. (selvfølgelig med forbehold for, at imorgen smager det kun 3...eller 2 familiemedlemmer - sådan er det jo med børn (og voksne!) og smagssanserne ;O))

Der var mange kriterier til brødet.
Et brød der spises hver eneste dag året rundt, skal bare være lavet af de bedste ingredienser og med en ordentlig mavefølelse. I min verden eller måske nærmere min mave!.

Kriterierne var, at det selvfølgelig skulle smage godt og ikke smuldre. Derudover siger min mavefornemmelse NO GO til gær og Husk (som ofte bruges for at få glutenfrie produkter til at hæve og hænge sammen, men som jeg ikke er tilhænger af dagligt). Selvfølgelig skulle det også bages uden sukker (som bruges i rigtig mange glutenfrie produkter for at pynte på den ellers lidt flade og noget specielle smag., men som bestemt ikke bidrager til sundheden, tværtimod!). Det skulle også gerne være lidt stenalderagtigt, dvs. fyldt med mange frø og kerner (dog uden at børnene ville synes, at det blev FOR kernet) og indeholde en mindre mængde mel... OG ikke mindst skulle det være hurtigt at lave!

Opskriften, der opfyldte kriterierne pt. (alting forandrer sig jo med lynets hast idag ;-O)
100 g. solsikkekerner
100 g. sesamfrø
100 g. hørfrø
150 g. glutenfrie havregryn
1 tsk. havsalt
1 tsk. carob
½ tsk. stødt koriander
1 spsk. agavesirup
½ dl. olivenolie
½ dl. vand
6 æg

Havregrynene og halvdelen af kernerne og frøene males til mel i kaffekværnen. Bland krydderierne, agavesirup, olie og vand i og pisk et æg i ad gangen. Pisk gerne længe for at få lidt luft i dejen (ca 5-10 minutter).

Beklæd en lille brødform med bagepapir og pensl brødet med vand og drys med sesamfrø.
Bag brødet i midten af ovnen på 160 grader i 1 time.

Du er velkommen til at smide en kommentar, hvis du forsøger dig med brødet - det vil glæde mig at høre din mening :-)

Ha' en skøn lørdag - nu vil jeg i haven i det skønne solskin  8-)

onsdag den 4. april 2012

Påskeæg og gækkeri

Vintergækken vedlægges ofte gækkebreve op til påske, som et symbol på at narre...

Vintergækken narrer sommeren og springer ud i fuldt flor om vinteren! 

Imorgen vil jeg putte et gækkebrev og en vinter-gæk i postkassen til børnene herhjemme, i håbet om at de gætter mig - for "påskeægget" er allerede planlagt :-)

I stedet for ét stort sukkerfyldt påskeæg eller 10 små har jeg lavet små påske-pakker til dem, som jeg gemmer i haven.

Her er, hvad jeg har købt/lavet til hver især:
  • 2 pakker fodboldkort 
  • 3 chokolade påskeæg (se opskrift nedenfor)
  • 1 biobrus sodavand
  • 1 pose hjemmelavede popcorn
  • 3 marcipan påskeæg (se opskrift nedenfor)
  • 1 stk gavekort til en is i fryseren (lavet af æble/granatæblesaft)

Og nu til opskrifterne på de lækre påskeæg!

Chokolade Påskeæg:
(10 stk)
4 bløde medjoul dadler
1 spsk. kakaopulver (evt. raw)
1 dl. cashewnødder (fintmalet i kaffekværn eller foodprocessor)
1 spsk. kokosolie

Ælt dadlerne med fingrene og tilsæt kakaopulver, kokosolie og de fintmalede cashewnødder. Ælt det hele godt sammen og form dem til æg. Kom dem i fryseren, imens du gør klar til chokoladeovertrækket.

Du kan overtrække æggene med en økologisk mørk chokolade (70-85%) eller lave denne
raw chokolade:
½ dl. kakaosmør
2 spsk. kakaopulver (evt. raw)
1 spsk. agavesirup
1 nip havsalt

Kakaosmør smeltes over vandbad og agavesirup, kakaopulver og salt tilsættes. Vend påskeæggene her i - evt. flere gange, hvis du vil have et tykt lag på :-P

Drys påskeæggene med hakkede mandler, pistacienødder, morgenfrueblade eller
gul kokos-krymmel:
½ dl. kokosmel
½ tsk. vand
½ tsk. gurkemeje
Udrør gurkemejen i vand og bland det godt sammen med kokosmelet, indtil det har en ensartet farve.



Marcipan Påskeæg:
(25 små stk.)
100 g. smuttede mandler (fintmales i kaffekværn eller foodprocessor)
1 spsk agavesirup

De fintmalede mandler blandes med agavesirup og formes til æg. Æggene overtrækkes med mørk chokolade eller raw chokolade (se opskrift ovenfor)

Alle påskeæggene opbevares bedst i køleskab, og smager bedst kolde.


Ha' en rigtig dejlig påske!

lørdag den 10. marts 2012

Mor's Messi morgenmad

Til fodboldstævne idag med vores yngste dreng Marcus på snart 6 år, kom en far hen til mig og sagde:

Hvad giver du den dreng til morgenmad...?? Hold op et skud han har - og sikke en energi! Det er da heeelt vildt!

Selvfølgelig spurgte han for sjovt, men jeg stod nu alligevel og tænkte for mig selv, at han skulle da bare lige vide... ;-)




Herhjemme kalder vi det for Mor's MESSI morgenmad.
Alt det supersunde har efterhånden fået betegnelsen MESSI - som vores fodboldtossede drenge (og far!) ser et uendeligt stort lys i. MESSI er blevet mere til et begreb her i vores hus, end en person. Gad nok vide om Messi egentligt er så supersund i virkeligheden, som her hos os...:-O... :-).

Her kommer opskriften på Mor's Messi morgenmad: 
150 g. frosne røde bær (f.eks. hindbær, jordbær)
100 g. frosne blå bær (f.eks. aronia, blåbær, brombær) .
3 frosne spinatkugler
1 avocado
½ banan
1 dl. iblødsatte cashewnødder / mandler / paranødder (skift mellem dem fra dag til dag)
1 dl. iblødsatte sesamfrø / hørfrø / græskarkerner / solsikkekerner (skift mellem dem fra dag til dag)
1 medjoul dadel 
1 tsk. kanel 
1 tsk. vaniljepulver
Fyld blenderen op til kanten af ingredienserne med:
1/2 vand
1/2 granatæblesaft / aroniasaft - uden tilsat sukker. (varier mellem dem). Kan udelades og bare laves med vand.

Blend det hele et par minutter.

Kom forskelligt toppings ovenpå, som f.eks. hampefrø, chiafrø, gojibær, morbær, tørrede æbletern, hakkede mandler/nødder.

Hertil olie (f.eks. hørfrø, udos choice, licasol) på ske - eller gør som vi: tag en "snaps" bestående af ganske lidt saft (pressesaft og ikke koncentrat). Heri kommes 1 spsk. aloe vera og 1 spsk. olie (vi bruger Nordic Naturals Arctic cod liver oil +D

Ved siden af får vi ofte enten:
  • et blødkogt æg eller 
  • en pandekage (lavet aftenen i forvejen eller fra fryseren)

Morgenmaden er bare så supervigtig. Derfor står jeg gerne (læs: for det meste...) op kl. tidlig fra den ellers så lune og lokkende dyne - så hellere slække lidt på aftensmaden...hvis tiden eller energien ikke rækker begge steder.

Hvordan ser morgenmaden ud hos jer? 
.

fredag den 9. marts 2012

Sundt fredagsslik

Fredag aften er den helt store slik- og hyggeaften for rigtig mange børne-familier i det ganske danske land.

Disney og slik/sodavand er nærmest blevet synonymer.

OG ja da, vi har selv været der, og er stadig engang imellem...

MEN de gange hvor vi har lavet en masse sunde sager selv (istedet for en pose færdigblanding fra kiosken), så har vi faktisk oplevet børnene sige, at de egentligt hellere vil have det, vi selv laver (og nej, det er ikke med armen vredet rundt på ryggen... ret meget... :O))

Vi voksne har det ligesådan.
Tanken om at kroppen bliver næret og ikke tæret, at slippe for den der utilpashed og store oppustede mave, og ikke mindst pirreligheden, trætheden og rastløsheden dagen eller to efter... Det motiverer!

Det, vi laver, er nogle af disse sager:
  • Crunchy kugler - se opskrift her nedenunder
  • Popcorn - hjemmepoppede i kokosolie og rystet i havsalt
  • Frisk frugt (skåret i skiver, ellers rører ingen det), tag f.eks. æble, ananas, kiwi, appelsin
  • Sorbetis - frosne bær kørt i blender elller foodprocessor m. lidt æblemost/saft (tilsæt evt. 1 spsk agavesirup, eller et par dadler). Lav evt. topping til isen af hakkede mandler, dadler og chokolade eller raw kakaonips.
  • Sunde kager - se f.eks her og her og her (udelad evt. julekrydderier, hvis du ikke gider smagen af jul lige nu :-))
  • Speciel sodavand (som vi her kalder det) - det er danskvand, tilsat lidt hyldeblomstsaft, æble eller appelsinsaft - eller nogle af de gode pressesafter fra f.eks. Voelkel (købes i helsekostbutikker) eller Biotta (købes bl.a. i kvickly'er og superbrugser)

Her kommer opskriften på crunchy kuglerne:
250 g. friske medjoul dadler (eller ca. 350 g. tørrede)
1 stor spsk. kokosolie
125 g. mandler
1-2 spsk kakao (smag dig frem - brug evt. raw, hvis du vil være ekstra sund)
1 tsk. vaniljepulver
1 tsk. kanel

Pil stenene ud af dadlerne (hvis du bruger friske) og mas dem godt sammen til en stor klump med hænderne.
Bruger du de tørrede, så kør dem i foodprocessor eller blender. Hak mandlerne groft. Bland de hakkede mandler, kokosolie, kakao, vaniljepulver og kanel sammen med dadelklumpen og ælt det hele rigtig godt sammen med hænderne, indtil du har en stor ensartet masse. Tril små mundrette kugler og stil på køl indtil servering. 
 
 
 
 


Måske har du (og din familie) lyst til at skifte bare lidt af slikket ud med noget af ovenstående.
Selv en rejse på 1000 mil starter med eet skridt.... 


Pssst...
Vi har aftalt med vores drenge (på 8 og 6 år), at de selv må bestemme, om de vil have slik fra kiosken eller 2 pakker fodboldkort hver fredag. Gæt selv hvad de oftest vælger.... :O)
Måske har du en idé til en aftale, du kan lave med dit barn/dine børn?
God fornøjelse!